Beskrivelse
Hvad er en forfatter - nu?Titlen henviser til Foucaults velkendte essay ”What is an Author?” der sammen med Barthes endnu mere berømte ”Death of the Author” satte scenen for en litteraturteoretisk diskurs der skulle lægge afstand til ikke bare 1900tallets biografiske kritik, men også de dertilhørende ideer om subjektet. Med henvisning til det hævdede Sean Burke langt senere at en eventuel tilbagekomst for forfatterens jo så måtte varsle enden på Teori som vi kender det. Siden skete så meget: Autofiktionsbølgen, postkritik, identitetspolitik og AI ikke mindst. Mindre spektakulært er det faktum at forfatteren nu som før spiller en rolle når der undervises, forskes og ikke mindst formidles litteratur.
Med dette seminar ønsker vi at genoptage samtalen om forfatterbegrebet og forfatterfænomenet inden for litteraturvidenskaben. Udgangspunktet er den pragmatik vi netop nævnte, nærmere bestemt eksistensen af forfatterskabsorienterede forskningsenheder som H.C. Andersencentret og Pontoppidancentret: Hvordan arbejder man her og hvorfor? Men seminaret skal også tage temperaturen på forfatteren i lyset af de nævnte teoretiske og kulturhistoriske forskydninger: Er forfatteren stadig død, eller lugter hen bare mærkeligt? Sådan kunne man spørge med en omskrivning af Frank Zappas tvetydige ord om fusionsrockens forhold til jazzmusikken.
Arrangeret af Pontoppidan Centret, Center for the Uses of Literature og H.C. Andersen Centret, SDU
Periode | 15. nov. 2024 |
---|---|
Begivenhedstype | Seminar |
Placering | Odense, DanmarkVis på kort |
Grad af anerkendelse | National |