Forelæsning og workshop: "Grøn trivsel på FGU: Hvordan bæredygtighed kan bruges til at skabe uddannelsesmæssig mening, engagement og vedholdenhed"

Aktivitet: Foredrag og mundtlige bidragForedrag og præsentationer i privat eller offentlig virksomhed

Beskrivelse

Vi ved fra klimapsykologien, at det fremmer oplevelsen af mening og værdi i tilværelsen, at man konkret bidrager til at gøre en forskel for noget større end en selv. Vi ved fra motivationspsykologien, at ens selvværd højnes ved at indgå i trygge, støttende og forpligtende fællesskaber. Og vi ved fra engagementsforskningen, at vedholdenhed ikke kun er noget, der findes i hovedet, men involverer hele kroppen og følelseslivet. Derfor: Hvis vi vil højne udsatte unges trivsel og dermed, afledt, deres chancer for at gennemføre en efterfølgende EUD med fokus på grønne job, tilbyder bæredygtighedsdagsordenen en unik mulighed for at skabe menings-, engagements- og vedholdenhedsfremmende uddannelsesmiljøer i FGU-regi. Det drejer sig bl.a. om at arbejde med praksisfaglighed, hvor afstanden fra tanke til handling til resultat mindskes og om at afindividualisere læringsprocesserne, så de unge får en oprigtig oplevelse af at lære i fællesskab med andre. I mit oplæg vil jeg indføre jer i den fremmeste forskning indenfor koblingen af trivsel og bæredygtighed, gennemgå konkrete eksempler på trivselsfremmende bæredygtighedsundervisning og facilitere en workshop om udviklingspotentialerne i jeres respektive FGU-miljøer. Vi afslutter workshoppen med at udarbejde forpligtende løfter om, hvad I konkret vil sætte i gang af aktiviteter for at nå i mål med jeres ambitioner om at de unges FGU-forløb skal resultere i, at så mange af dem som muligt gennemfører en ’grøn EUD’ efterfølgende.
Periode8. feb. 2024
Sted for afholdelseFGU Midt-Vest, Danmark

Emneord

  • Bæredygtighed
  • Klimakrisen
  • Grøn omstilling
  • FGU
  • EUD
  • Center for Grundskoleforskning
  • Ungdom
  • Trivsel
  • Engagement