DASERA seminar 3: Lærerfaglighed og vidensformer mellem enkeltfaglighed og tværfaglighed

Aktivitet: Deltagelse i faglig begivenhedOrganisering af eller deltagelse i konference

Beskrivelse

På DASERA seminar 3 bliver temaet “Lærerfaglighed og vidensformer mellem enkeltfaglighed og tværfaglighed.

Vores uddannelsessystem er opbygget om fag, samtidig med at eleverne skal lære at agere i en sammenhængende verden. Vi lærere, forskere og formidlere er uddannet som fagpersoner – samtidig med at vi skal undervise vores elever, studerende og besøgende i at håndtere tværfaglige problemstillinger.

Forskerseminaret vil arbejde med disse dilemmaer. Det tager udgangspunkt i en videnskabsteoretisk tilgang til fagene og specielt de naturvidenskabelige fag. Har fagene forskellige videns- og erkendelsesformer eller er de ’blot’ historiske konstruktioner? Hvorledes kan de fastholde deres egenart og samtidigt indgå i nødvendige tværfaglige sammenhænge? Skal vi fastholde og befæste enkeltfagene eller skal vi arbejde hen imod et fælles sciencefag i uddannelsessystemet? Eller kan vi i stedet styrke samarbejdet mellem fagene – og hvorledes kan det i givet fald realiseres?

På seminaret vil vi med inspiration fra internationale og nationale forskere arbejde med begreber som Boundary Objects, Styles of Reasoning mm for at undersøge forskelle og forbindelser mellem de forskellige fag og fagligheder. Fag og fagligt samspil vil blive set i relation til elevernes behov, opbygningen af læreruddannelsen og skolens og de uformelle institutioners formål. Seminaret vil således også relatere til det første DASERA-seminars tema om dannelse og kompetence.

Formålet er at lade de forskellige synspunkter gå i dialog med hinanden for at forstå fagenes muligheder og begrænsninger og deres roller i uddannelsessystemet – og dermed bidrage til en kvalificering af hvilken (lærer)faglighed de naturfaglige undervisere må besidde.
Periode6. nov. 20237. nov. 2023
BegivenhedstypeSeminar
PlaceringVejle, DanmarkVis på kort
Grad af anerkendelseNational