Beskrivelse
Overgangen til at studere matematik undersøges med interview. To uger inde i studiet er studerende glade for matematik og oplever, at de er dygtige til det. Det ser anderledes ud på tredje semester.Paperet sætter fokus på, hvordan matematikstuderende oplever overgangen fra gymnasiet til universitetet. Grundlaget er en undersøgelse af matematikstuderende på henholdsvis første og tredje semester af matematikstudiet på Syddansk Universitet (Aamand 2023). Paperet bidrager til forskningen om læringsmiljøers relationer og rammer ved at sætte fokus på de studerendes oplevelse. Med afsæt i en teoretisk informeret kvalitativ undersøgelse tilbydes: 1) et bud på, hvordan man på en helhedsorienteret måde kan arbejde analytisk med studenteroplevelse - i form af det teoretiske konstrukt affektive felter, og 2) en metode til, hvordan man kan undersøge sådanne affektive felter - i en kombination af fokusgruppeinterview og visuelle metoder.
Teoretisk trækker paperet på Schindler og Bakkers (2022) konstrukt affektive felter. Et affektivt felt er en samling af affektive faktorer som influerer en situation i sampil, og feltet samler således mange af de oplevelsesmæssige dimensioner, som ellers i mange tidligere undersøgelser behandles adskilt - med den konsekvens, at de bliver reduktionistiske og ikke fanger den helhedsorientering der skal til, for at kunne sige noget om hvordan et menneske indgår i og interagerer med et læringsmiljø (Leijon et al 2022).
Det empiriske grundlag for paperet er fokusgruppeinterview med tre studerende fra 1. semester og fire studerende fra 3. semester på matematikstudiet på SDU.
Undersøgelsen viser kvalitative forskelle i de affektive felter hos matematikstuderende på 1. og 3. semester. De nystartede matematikstuderende er glade for matematik og oplever, at de er dygtige til det. De tredjesemesterstuderende er i tvivl om egne matematikkompetencer. De studerende beskriver læringsmiljøet på universitetet som værende mindre støttende i forhold til læringsmiljøet i gymnasiet.
Afslutningsvis diskuteres, hvordan ledelse og undervisere kan understøtte de studerende i transitionen (Reinholz og Apkarian 2018).
Periode | 23. maj 2023 |
---|---|
Begivenhedstitel | DUN Konferencen 2023: Læringsmiljøer: Relationer og rammer (Learning environments: relations and settings) |
Begivenhedstype | Konference |
Placering | Kolding, DanmarkVis på kort |
Grad af anerkendelse | International |
Emneord
- overgang fra gymnasie til universitet
- Matematikdidaktik
- affektteori
- universitetspædagogik